Jeg havde engang en coach, som på mange måder hjalp mig til at slippe mine gamle historier og komme i gang med at handle på de ting, jeg virkelig ønskede i mit liv. Han var min coach et helt år hver anden onsdag klokken 15, og hele mit liv blev endevendt de onsdage. Jeg fik virkelig kigget mit liv og de små løgne, jeg gik og fortalte mig selv, efter i sømmene, og han udfordrede og støttede mig til at give slip på mine hæmmende overbevisninger. Alle de værktøjer, jeg fik, var utrolig brugbare, men det var alligevel en sætning, han sagde i vores allersidste session, der gjorde udslaget for mig.

Den sidste session handlede om min drøm om at udgive en bog, men jeg blev ved med at komme tilbage til, at jeg ikke turde, for hvad ville andre ikke tænke? Jeg sagde blandt andet til min coach, at “Hvem var jeg, 28 år gammel og tro, at jeg kunne skrive en bog”, “Troede jeg virkelig, at jeg havde noget at byde på af værdi?” og så videre. Da sessionen var ved at være slut, skiftede min ellers så rummelige coach tone og sagde i en meget direkte tone:

“So what? And who fucking cares?”

Jeg blev virkelig ramt af det spørgsmål. Nok også mere end min coach nogensinde blev klar over. For han havde jo ret. For hvem fanden bekymrede sig egentlig om, om jeg var 28 eller ej?

Den sætning har jeg brugt igen og igen i mit liv. So what, and who fucking cares – sikke en frihed, den sætning indeholder.

For sandheden er, at vi jo er meget mindre vigtige, end vi selv går og tror.

Kh, Sofia