Nogle gange, når jeg har coachet mennesker, har jeg nærmest haft lyst til at smide en bombe i deres liv. En bombe, som kunne eksplodere alt det, som var i deres liv, så der kun var et krater tilbage, og de kunne starte forfra.

Udefra kan jeg tydeligt se, at det, de gør i deres liv, ikke fungerer. Jeg kan også ofte se, hvor enkelt det i virkeligheden ville være for dem at ændre det.

Med mine “coachøjne” kan jeg ikke se, at der skulle være nogen problemer i at ændre det. Slet ikke. Ofte når jeg kigger på mine klienters liv, kan jeg faktisk ikke se, hvad problemet egentlig er. Når jeg siger det til mine klienter, kan jeg i det øjeblik, jeg siger det, se i deres øjne, at de ved, det er sandt. De har også en dyb, indre viden, en form for indre vismand, som mange gange har prøvet at gøre dem opmærksom på, at de måske gør tingene mere komplicerede, end de egentlig behøver at være.

Det med bomben skal ikke lyde dramatisk, men disse mennesker sidder for eksempel og fortæller, at de ikke selv kan bestemme over deres tid, fordi de har sat sig for hårdt i hus og bil, så derfor føler de sig som slaver af deres arbejde. Når jeg hører det, er det, jeg får lyst til at smide bomben.

Hvis dit liv var tomt, så at sige – hvilket det selvfølgelig ikke er og ikke bliver, men lad os lege med tanken – hvad ville du så fylde i det? Det er jo dit liv! Så hvorfor blive ved med at forholde dig til alle mulige ting, som du har fået fyldt for meget i af, ting, som ligesom bare er kommet til hen over årene, når du rent faktisk har muligheden for at leve livet på den måde, du ønsker?

Nu hverken kan eller skal vi smide bomber i vores liv, men jeg vil slutte her med at bede dig om alvorligt at overveje, hvad der skal ryddes op i, for at du kan handle på din vision?

Kh, Sofia