Bliv medlem

Klik på knapperne &
del denne artikel med et klik!

GIV DIG SELV er en forening stiftet i april 2011.

Har du lyst til at blive medlem af foreningen – og dermed direkte støtte GIV DIG SELV, have indflydelse – og også få særpriser på forskellige arrangementer?

Det koster kun 250 kr. årligt at være medlem af GIV DIG SELV.

Sådan gør du, hvis du gerne vil være medlem:

Skriv en mail til medlem@sofiamanning.com – og oplys navn, adresse, postnr., by, e-mail og din fødselsdato. Herefter overfører du 250 kr. til GIV DIG SELV’s kontonr, som er:

regnr. 3675 og kontornr. 10958954 (Danske Bank) – oplys her dit navn i betalingslinjen – så har vi helt styr på det.

Du modtager selvfølgelig en bekræftelsesmail, når vi har registreret din indbetaling.

GIV DIG SELV’s indtægter kommer primært fra events – og medlemsskaber. Events –og arrangementer, som går til projektet – vil både blive afholdt af os – men også af andre inspirerende personer.

Vi støtter Mellemfolke Samvirkes projekt Kvinder for Indflydelse – Vi støtter stærke kvinder i Kenya.

Projektet er det eneste, vi støtter med overskuddet fra GIV DIG SELV – så du ved, hvad din støtte går til, når du lægger penge hos os. I Kenya er der lige nu en historisk mulighed for at gøre en forskel. En ny forfatning giver kvinder fortrinsret til en trediedel af de politiske poster ved det kommende valg i 2012. Men for at virkeliggøre intentionerne kræver det både kulturel forandring og kompetente kvinder. Det arbejde støtter Kvinder for Indflydelse.

Det overskud, der kommer, efter at driften af siden er betalt, vil gå ubeskåret til velgørende formål.

Alle regnskaber vil naturligvis blive offentligt tilgængelige.

Vedtægter for Foreningen GIV DIG SELV:

§ 1.

Oprettelse

”GIV DIG SELV” blev oprettet som forening den 6. april 2011.

§ 2.

Foreningens formål

Foreningen ”GIV DIG SELV” har til formål at inspirere kvinder til at give til sig selv og af sig selv til andre. Dette sker gennem etablering af et fristed på internettet, foredrags- og kursusvirksomhed samt andre aktiviteter efter bestyrelsens valg.

Foreningens økonomiske overskud går til økonomisk støtte af personer eller organisationer, der fremmer foreningens formål samt almenvelgørende formål i almindelighed.

Foreningen er i sit virke almennyttig og almenvelgørende.

§ 3.

Optagelse af medlemmer

Som medlemmer af foreningen kan optages såvel enkeltpersoner som institutioner, foreninger, kommuner, selskaber, virksomheder og lignende, der anerkender foreningens formål og betaler medlemskontingent.

Optagelse kan nægtes, når særlige grunde taler derfor. Beslutning herom træffes endeligt af bestyrelsen med almindeligt flertal.

Stemmeret og valgbarhed til bestyrelsen opnås efter 12 måneders medlemskab.

Generalforsamlingen fastsætter medlemskontingent, som opkræves ved bestyrelsens foranstaltning efter nærmere, af bestyrelsen, fastsatte retningslinjer.

§ 4.

Eksklusion

Bestyrelsen kan med 2/3 dels flertal ekskludere personer, institutioner, foreninger, kommuner, selskaber, firmaer og lign.

Eksklusionen har øjeblikkelig virkning.

En ekskluderet person, organisation eller forening kan ikke forlange eksklusionen forelagt en generalforsamling.

§ 5.

Foreningens regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Efter regnskabsårets udløb udfærdiges snarest driftsregnskab over foreningens indtægter og udgifter samt status.

Revisionen, der foretages af statsautoriseret eller registreret revisor, skal være tilendebragt senest 31. marts.

§6.

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen afholdes hvert år i april/maj måned og stedet fastsættes af bestyrelsen.

Generalforsamlingen indkaldes ved e-mail meddelelse til medlemmerne og med mindst 21 dages varsel.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftlig eller elektronisk via e-mail være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen tager beslutning ved simpel stemmeflerhed i de på dagsordenen opførte sager. Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre skriftlig afstemning forlanges.

Over generalforsamlingens forhandlinger føres en protokol.

Protokollen underskrives af dirigenten. Protokollen har i enhver henseende fuld beviskraft med hensyn til det på generalforsamlingen passerede.

§7.

Dagsorden

Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde nedenstående punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Formanden fremlægger det reviderede regnskab.
  4. Fastsættelse af kommende års medlemskontingent.
  5. Behandling af indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af 2 suppleanter.
  8. Valg af revisor.
  9. Eventuelt.

§ 8.

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når et flertal af bestyrelsen finder anledning til dette, eller når mindst 50 % af medlemmerne forlanger det og opgiver de emner, der ønskes behandlet.

Med hensyn til indkaldelse, dagsorden og stedet for afholdelse af generalforsamling forholdes som ved de ordinære generalforsamlinger.


§ 9.

Foreningens ledelse

Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på 3 medlemmer.

Bestyrelsens medlemmer vælges for 3 år ad gangen. Der kan ske genvalg.

Bestyrelsen vælger fra sin midte en formand og en næstformand.

§ 10.

Bestyrelsen

Bestyrelsen skal så vidt muligt sammensættes af personer med særlig indsigt i foreningens formål og målgruppe samt med erhvervsmæssig indsigt.

Bestyrelsen leder med den fornødne assistance foreningens forretningsgang og er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.

Foreningen tegnes af formanden eller af næstformanden. Bestyrelsens formand er samtidig foreningens formand.

Sagerne afgøres i øvrigt ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af, at stemmerne står lige, er formandens stemme udslagsgivende. Uddeling af foreningens midler besluttes ved enstemmighed

Bestyrelsens formand kan efter bestyrelsesbeslutning herom ansætte en daglig leder.

Bestyrelsesformanden kan tillige indgå aftale med konsulenter mv. om udførelse af særlige opgaver mod vederlag og ansætte personale i det omfang formanden finder det tjenligt til opfyldelse af foreningens formål.

Medlemmer af bestyrelsen kan varetage enkeltstående konsulentopgaver mod vederlag i det omfang den øvrige bestyrelse finder det værdiskabende for projektet. Beslutning herom afgøres af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Formanden eller en ansat daglig leder kan gives bemyndigelse til at foretage ansættelser og indgå konsulentaftaler efter nærmere fastsatte retningslinjer.

Bestyrelsesmedlemmerne kan modtage et vederlag for deres arbejde efter samme retningslinjer som gælder for almennyttige fonde.

Bestyrelsen er bemyndiget til at antage revisionsmæssig hjælp i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskab m.v. og antage hjælp til andre administrative opgaver.

Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg til løsning af konkrete arbejdsopgaver og den er ligeledes bemyndiget til at tage initiativ til oprettelse af lokalafdelinger, hvis der viser sig interesse herfor.


§ 11.

Forretningsorden

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.

Bestyrelsen fører protokol med trufne beslutninger.

§ 12.

Vedtægtsændringer

Til ændring af vedtægterne kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen erklærer sig derfor.

Forslag til vedtægtsændringer kan kun behandles på en generalforsamling, hvis det er opført på dagsordenen, og ændringsforslag kan kun stilles indenfor forslagets rammer.

§ 13.

Foreningens midler

Foreningens midler tilvejebringes ved virksomhed, frivillige donationer, medlemskontingenter og projektudvikling.

Foreningens overskud, efter fradrag af rimelige henlæggelser til konsolidering af foreningens formue, anvendes i overensstemmelse med foreningens formål. Anvendelsen kan dog udskydes til senere regnskabsår, såfremt dette har betydning for opfyldelse af foreningens formål.

§ 14.

Foreningens opløsning

Foreningens opløsning kan kun ske når mindst 2/3 af bestyrelsen stemmer herfor og denne beslutning tiltrædes på en i dette øjemed særskilt indkaldt generalforsamling.

Foreningen kan ved opløsning omdannes til en fond med samme eller tilsvarende formål og vedtægter, såfremt betingelserne for fondsstiftelse er opfyldt. Hvis der ikke sker omdannelse til fond fordeles foreningens midler ved ophævelsen til en eller flere almennyttige organisationer, der støtter foreningens formål.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling i København den 6. april 2011.

10 kommentarer »

  1. Fantastisk idé med Givdigselv – glæder mig til at se det udvikle sig i fremtiden og selv benytte mig af de dejlige gaver til søde venner og veninder.
    Kærlig hilsen Karen Marie.

  2. Charlotte siger:

    Hej
    Hjertet håber rundt – hold da op hvor er det dejligt at de tanker mange af os går med har fået en virtuel platform også. Det gør det så meget lettere at nå ud med det gode budskab til flere. TAK FOR DET!!! KH og på gensyn

  3. Sofia Manning siger:

    Tak for jeres søde ord! Kh Sofia

  4. Inger siger:

    Hej Sofia og Helle
    Tak for et godt initiativ, som rækker ud til andre. Jeg er lige kommet hjem igen til Århus, har set jeres tilbud, og uden at have læst detaljerne, så kan jeg helt klart sige, at det lyder meget spændende. Jeg har selv haft tanker i retning af at støtte velgørende foreninger, men jeg har ikke alene haft modet til at realisere det endnu. Med to powerfulde kvinder bag, så kan der måske komme nye initiativer. Jeg opfordrer til at et evt. medlemskab bliver til en pris, så alle kan være med, uanset om man er job eller ej. Jeg vil gerne lære mere om, hvordan man kan gøre det her.
    Det er ligesom viden, det bliver ikke mindre af at blive delt. Så her og nu så er jeg med.
    Mange hilsner
    Inger

    • Helle siger:

      Kære Inger,
      Mange tak for din kommentar. Vi bliver så glade, når nogen kan lide ens “barn”, ikke :-)

      Vi tænker bestemt, at meningen med Givdigselv er, at alle skal kunne være med – og derfor vil vi selvfølgelig have din kommentar i baghovedet, når vi fastsætter kontingentet…

      kh. Helle

  5. hanne koudal siger:

    hvorlænge gælder et medlemsskab, hvis man melder sig ind nu ?

  6. Rikke siger:

    Jeg synes jeg formålsparagraf er ALT for bred. I starter med at skrive, at julegaveregn.dk er det eneste i støtter, men som I har formuleret § 2 vil foreningens overskud “går til økonomisk støtte af personer eller organisationer, der fremmer foreningens formål samt almenvelgørende formål i almindelighed”. Det er stort set alt og alle, der vil kunne få del i et overskud.
    Ideen er god, men jeg er nervøs for, hvor mine penge ender.

    • Helle siger:

      Hej Rikke,

      Vores formålsparagraf bliver netop nu ændret på et bestyrelsesmøde den 7-12 – men er ikke officiel endnu – her vil det fremgå, at julegaveregn vil være den eneste bidragsmodtager. Det kræver dog nogle formelle ting – og vores medlemmers godkendelse.
      kh. Helle

RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URL

Skriv en kommentar

Om os

Bag Givdigselv.dk står Sofia Manning og Helle Skou-Nielsen – vil du læse mere om os – klik her
Kontakt os

Giv dig selv
Præstegårdsmarken 1, Nim
8740 Brædstrup
Tlf. +45 7567 1308
Fax. +45 7561 8143
Følg os



Har du lyst til at følge os på Facebook? Klik på Facebook-logoet – og se de seneste opdateringer.